Dublinforordningen regulerer kriterierne og procedurer til afgørelse af, hvilken af EU – medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgere, som søger international beskyttelse. Det følger blandt andet af forordningen, at en asylansøger skal søge om asyl i det første EU – land, som vedkommende ankommer til. Det er således det land, som asylansøgeren først søger om asyl i, som er ansvarlig for enten at acceptere eller afvise asyl.
Det følger ydermere af forordningen, at hvis en asylansøger krydser grænsen til et andet EU – land efter at være registreret med fingeraftryk, vil vedkommende blive returneret til det første EU – land igen.

Det skal nævnes, at Danmark har et retsforbehold for at gennemføre regler på det strafferetslige samarbejde samt de indre anliggender.

En udlænding, der søger indrejse i Danmark, kan nægtes indrejse af de danske myndigheder ved en afgørelse om afvisning. En udlænding kan afvises ved indrejse fra et andet land i følgende tilfælde:

– Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum.
– Hvis udlændingen ikke opfylder bestemmelserne om rejselegitimation, visum og indrejse.
– Hvis der er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde i Danmark uden fornøden tilladelse.
– Hvis udlændingen ikke kan forevise dokumentation for opholdets formål.
– Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både under opholdet og ved senere hjemrejse eller gennemrejse til et land.
– Hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet EU, og er indberettet til SIS II som uønsket.
– Hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller sikkerheds – eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold i Danmark.
Der er ikke mulighed for at afvise en udlænding efter indrejse. Der er således udelukkende mulighed for at afvise en udlænding inden indrejse.

Flygtningekonventionens artikel 33 indeholder et forbud mod udvisning. Det følger heraf, at ingen stat på nogen som helst måde må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Dette kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.
Hvis man har fået opholdstilladelse med beskyttelsesstatus er man beskyttet mod udvisning uanset sin adfærd, dvs. også selvom man har begået alvorlig kriminalitet.