Adgangen til at få en ægtefælle eller samlivspartner til landet gælder både danske statsborgere og herboende udlændinge. Forudsat at de øvrige betingelser i Udlændingelovens § 9 er opfyldt, har følgende fire grupper ret til familiesammenføring:

1. danske statsborgere
2. statsborgere i andre nordiske lande
3. udlændinge med asyl som flygtning eller med beskyttelsesstatus
4. udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus.

For andre herboende udlændinge er det en betingelse for familiesammenføring, at den herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år. Fristen for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er som udgangspunkt seks år, så derfor har man normalt tidligst ret til familiesammenføring efter ni års lovligt ophold i Danmark. Det er en betingelse for familiesammenføring, at den herboende ægtefælle eller samlivspartner kan betragtes som fastboende i Danmark, dvs. at man har en fast bopæl her i landet.

Ved familiesammenføring for ægtefæller er det en forudsætning for udstedelse af opholdstilladelse, at ægteskabet opfylder de danske gyldighedsbetingelser. Dette betyder fx, at bigamiske forhold ikke kan anerkendes som grundlag for familiesammenføring. Er der derimod tale om et samlivsforhold, er der krav om, at ansøgerens relation til den herboende kan anses som et fast samlivsforhold af længere varighed, som i almindelighed skal have varet i mindst 1 ½ – 2 år. Har der bestået flere afbrudte samlivsforhold mellem parterne, sammenlægges disse ved beregningen.

Det er en betingelse for opholdstilladelse, at ægtefællerne eller samlivspartnerne har fælles bopæl, hvilket ikke behøver at være opfyldt forud for ansøgningen om opholdstilladelse. Det betyder, at det er en betingelse, som løbende skal opfyldes for at bevare opholdstilladelsen.

Er alle ovenstående betingelser opfyldt, gælder en række øvrige supplerende betingelser, som også skal være opfyldt, før en opholdstilladelse kan udstedes. Eksempelvis skal din partner have besøgt Danmark mindst én gang, og skal have bestået to danskprøver. Har du spørgsmål om familiesammenføring, så kontakt Nikolajsen Advokatfirma. Reglerne om familiesammenføring er komplekse, og du har brug for en erfaren advokat ved din side, hvis du overvejer at blive familiesammenført med din ægtefælle eller partner fra udlandet.

I nogle tilfælde kan myndighederne stille krav til, at den herboende og vedkommendes partner opfylder integrationskravet. Dette betyder, at parterne skal leve op til mindst tre ud af de fem følgende betingelser:

1. den herboende skal have arbejdet i Danmark i mindst fem år
2. den herboende skal have en uddannelse på mindst seks år, hvoraf mindst ét år er udover folkeskole
3. partneren skal kunne engelsk eller bestå en prøve i Dansk 1
4. partneren skal have arbejdet i mindst tre ud af de seneste fem år
5. partneren skal have en uddannelse af mindst ét års varighed udover folkeskolen
Endvidere er det et ufravigeligt krav, at den herboende har bestået en prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et højere niveau.

Der kan udstedes opholdstilladelse til et barn under 15 år af en person, der er fastboende i Danmark eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedsindehaveren. Forældremyndighedsindehaveren skal ikke nødvendigvis være forælder til barnet men kan eksempelvis også være en ægtefælle til en af forældrene, forudsat at denne har forældremyndighed over barnet og fast bopæl i Danmark. Der kan også udstedes opholdstilladelse til mindreårige udlændinge med henblik på ophold hos andre fastboende personer i Danmark end forældremyndighedsindehaverne. Dette kan være aktuelt, hvis opholdstilladelsen gives i forbindelse med adoption, ophold som led i plejeforhold eller ophold hos den mindreåriges nærmeste familie.

Tilladelse til familiesammenføring kan kun undtagelsesvist gives til børn over 15 år. Selvom betingelserne for familiesammenføring er opfyldt, kan man nægte familiesammenføring med henvisning til barnets manglende udsigt til integration i Danmark eller som følge af den herboende eller dennes ægtefælles kriminalitet begået mod børn.

En opholdstilladelse giver en person tilladelse til at opholde sig lovligt i et land, selvom denne ikke har statsborgerskab i det pågældende land. Der findes overordnet tre forskellige former for opholdstilladelse:
1. kort tids opholdstilladelse
2. tidsbegrænset opholdstilladelse
3. tidsubegrænset opholdstilladelse.

Man kan få kort tids opholdstilladelse, som også betegnes et besøgsvisum. Kort tids opholdstilladelse giver tilladelse til at indrejse i Danmark og anvendes ofte i forbindelse med turisme, bryllupper og familiefester. Det er kun borgere uden for EU, der skal ansøge herom, da alle EU-borgere er undtaget for kravet om at ansøge om besøgsvisum. Kommer man fra et land udenfor EU, skal man derfor have visum for at komme ind i landet.

Et besøgsvisum kræver, at man indsender en ansøgning til den danske ambassade, hvilket som udgangspunkt skal indgives personligt. Er man førstegangsansøger stilles der krav om, at man bliver fotograferet og får sit indsamlet fingeraftryk. Udstedelse af et besøgsvisum kræver ofte, at den herboende familie eller venner samtykker om, at de har inviteret ansøgeren, og at de kan stå økonomisk inde for ansøgeren. Et besøgsvisum udstedes ofte med en periode på 180 dage, hvor man kun må opholde sig inden for EU i maksimalt 90 dage ud af de 180 dage.

Hver gang ambassaden skal tage stilling til, om ansøgeren skal have udstedt et besøgsvisum, skal de tage stilling til:
1. risikoen for ulovlig indvandring, og om ansøgeren agter at forlade medlemsstaternes område før udløbet af besøgsvisummet
2. om ansøgeren udgør en risiko for medlemsstaternes folkesundhed eller sikkerhed.

En tidsbegrænset opholdstilladelse, også kaldet en midlertidig opholdstilladelse, tillader ikke en person at bo i Danmark resten af sit liv, så derfor er der krav om forlængelse af opholdstilladelsen, hvis man fortsat ønsker at opholde sig i Danmark. En opholdstilladelse er som udgangspunkt tidsbegrænset. Efter de første to år kan en opholdstilladelse normalt forlænges med 4 år, og herefter kan den forlænges med 6 år ad gangen. Det er vigtigt, at man husker at anmode om forlængelse, inden den nuværende opholdstilladelse udløber, da man ellers risikerer at få ansøgningen afvist og blive hjemsendt, fordi man opholder sig ulovligt i Danmark. Sendes man hjem til sit hjemland, må man herfra ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, før man rejser tilbage til Danmark.

Er man blevet familiesammenført med sin ægtefælle eller samlivspartner, kan man få forlænget sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Der stilles krav om, at parterne har fælles bopæl i Danmark og skal være fastboende. Dernæst skal parterne råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, hvilket betyder, at der højst må bo to personer per beboelsesrum i boligen, eller at boligens areal skal være mindst 20 kvadratmeter per person. Parterne skal være selvforsørgende, hvilket betyder, at de ikke har modtaget ydelser efter integrations- eller aktivloven. Endelig, er det en betingelse, at der skal stilles økonomisk sikkerhed for en samlet periode på 10 år.

En tidsubegrænset opholdstilladelse, også kaldet en permanent opholdstilladelse, tillader en person at bo i Danmark hele livet, så derfor stilles der ikke krav om, at man forlænger den. Med en permanent opholdstilladelse kan man således ikke udvises, medmindre man begår kriminalitet. Opnår man en permanent opholdstilladelse, har man ligeledes ret til familiesammenføring, hvis man har boet fast i Danmark i mere end tre år. Der er en række grundlæggende betingelser, der alle skal være opfyldt, før man kan opnå permanent opholdstilladelse:

• man skal være over 18 år
• man skal opfylde betingelserne for den opholdstilladelse, man aktuelt har.
• man skal have boet i Danmark i mindst otte år på lovligt grundlag (medmindre alle de supplerende betingelser er opfyldt, da der her blot stilles krav om fire års lovligt ophold, eller hvis man er EU- borger, da man har automatisk opnår ret til permanent opholdstilladelse efter fem års lovligt ophold)
• man må ikke have begået nogle bestemte former for kriminalitet
• man må ikke have forfalden gæld til det offentlige
• man må ikke have modtaget offentlig hjælp efter integrations- eller aktivloven
• man skal have haft et arbejde i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste fire år, og man skal fortsat være i arbejde
• Man skal underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring
• Man skal have bestået en prøve i Dansk 2.

1. Hvis alle de ovennævnte betingelser er opfyldt, skal en række supplerende betingelser ligeledes være opfyldt.
Man skal opfylde mindst to ud af de fire supplerende betingelser for at opnå permanent opholdstilladelse. De supplerende betingelser er:
2. man skal have bestået en prøve i Dansk 3
3. man skal have arbejdet i mindst 4 år
4. man skal have bestået en medborgerskabsprøve
5. man skal årligt have haft en gennemsnitlig skattepligt indkomst på mindst 301.679,04 kroner i de seneste to år forud for tidspunktet, hvor afgørelsen om permanent opholdstilladelse træffes

Asyl er en betegnelse for den beskyttelse, som en person, der i sit hjemland er forfulgt eller i fare, kan opnå i et fremmed land. At få asyl i Danmark betyder derfor, at man får opholdstilladelse som flygtning, og herved beskyttes fra at blive sendt tilbage til sit hjemland, hvor man er i risiko for forfølgelse, tortur eller anden fare. Reglerne om asyl er i høj grad reguleret af EU retten, herunder Flygtningekonventionen, Menneskerettighedskonventionen og EU Chartret om grundlæggende rettigheder. Danmark har tiltrådt og indarbejdet disse i Udlændingeloven.

Inden man kan anerkendes som flygtning og få opholdstilladelse, skal man ansøge om asyl hos de danske udlændingemyndigheder. Det er Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, der vurderer, om en asylansøger har ret til flygtningestatus. Der kan gives midlertidig opholdstilladelse i en række tilfælde.

• For det første kan man få midlertidig opholdstilladelse, hvis man er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Efter konventionens artikel 1, litra a, nr.2 anses en person som flygtning, hvis vedkommende som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til at vende tilbage dertil.

• For det andet kan udlændinge opnå opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, hvis vedkommende ved tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hvis man opnår opholdstilladelse med beskyttelsesstatus er man beskyttet mod udvisning uanset sin adfærd, dvs. også selvom man måtte have begået alvorlig kriminalitet.

• Endelig, kan man for det tredje opnå opholdstilladelse med midlertidig beskyttelsesstatus, hvis behovet for beskyttelse har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet i forbindelse med en væbnet konflikt eller lignende. Om en udlænding skal have beskyttelsesstatus efter ovenstående eller midlertidig beskyttelsesstatus afhænger af, om udlændinges individuelle forhold giver grundlag for beskyttelsesstatus, eller om der i udlændingens hjemland foreligger en alvorlig situation, som vedkommende er omfattet af.

Dublinforordningen regulerer kriterierne og procedurer til afgørelse af, hvilken af EU-medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgere, som søger international beskyttelse. Det følger blandt andet af forordningen, at en asylansøger skal søge om asyl i det første EU-land, som vedkommende ankommer til. Det er derfor det land, som asylansøgeren først søger om asyl i, som er ansvarlig for enten at acceptere eller afvise asyl. Det følger ydermere af forordningen, at hvis en asylansøger krydser grænsen til et andet EU-land efter at være registreret med fingeraftryk, vil vedkommende blive returneret til det første EU – land igen. Det skal nævnes, at Danmark har et retsforbehold for at gennemføre regler på det strafferetslige samarbejde samt de indre anliggender.

En udlænding, der søger indrejse i Danmark, kan nægtes indrejse af de danske myndigheder ved en afgørelse om afvisning. En udlænding kan afvises ved indrejse fra et andet land i følgende tilfælde:
• hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum
• hvis udlændingen ikke opfylder bestemmelserne om rejselegitimation, visum og indrejse
• hvis der er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde i Danmark uden fornøden tilladelse
• hvis udlændingen ikke kan forevise dokumentation for opholdets formål
• hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både under opholdet og ved senere hjemrejse eller gennemrejse til et land
• hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet EU, og er indberettet til SIS II som uønsket
• hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold i Danmark.
Der er ikke mulighed for at afvise en udlænding efter indrejse. Der er derfor udelukkende mulighed for at afvise en udlænding inden indrejse.

Flygtningekonventionens artikel 33 indeholder et forbud mod udvisning. Det følger heraf, at ingen stat på nogen som helst måde må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor flygtningens liv eller frihed ville være truet på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Dette kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Hvis man har fået opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, er man beskyttet mod udvisning uanset sin adfærd, dvs. også selvom man har begået alvorlig kriminalitet.

Et statsborgerskab giver en person status som berettiget og forpligtet i forhold til en stat. Et statsborgerskab kan eksempelvis give valgret, valgbarhed, adgang til erhverv og værnepligt. Det danske statsborgerskab, også betegnet indfødsret, medfører at man er stillet juridisk som alle andre, der er født i Danmark med enten en eller to danske forældre.

Et barn får dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis en af forældrene er dansk statsborger, og barnet hvis er født efter den 1.juli 2014. Et barn under 12 år kan desuden opnå dansk statsborgerskab, hvis det adopteres af en dansk statsborger. Tildeling af dansk statsborgerskab til en udenlandsk statsborger kan kun ske ved lov, hvilket følger af Grundloven. Man skal ansøge digitalt om dansk statsborgerskab, og ansøgningen skal indsendes til Udlændige- og Integrationsministeriet. For at få tildelt et dansk statsborgerskab, skal man opfylde en række betingelser. Hvis ansøgningen godkendes, sætter man ansøgerens navn på et lovforslag sammen med øvrige godkendte ansøgere, som Folketinget herefter skal vedtage.

Der gælder for nordiske statsborgere – det vil sige statsborgere fra enten Norge, Sverige, Finland eller Island – at de kan få dansk statsborgerskab, hvis de indsender en erklæring og 1.100 kroner til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hvis man tidligere har haft dansk statsborgerskab, opnået ved fødslen, kan man generhverve sit danske statsborgerskab efter at have haft bopæl i Danmark i to år.

Der er en række betingelser, som alle skal være opfyldt, før man kan få tildelt dansk statsborgerskab som udenlandsk statsborger:

• Man skal have en fast bopæl i Danmark, og skal være registreret på en dansk adresse i CPR-registret.
• Man skal underskrive en erklæring, hvori man sværger sin troskab og loyalitet til Danmark, Danmarks love og det danske samfund.
• Visse typer kriminalitet medfører, at man ikke kan opnå dansk statsborgerskab, herunder eksempelvis banderelateret kriminalitet, seksualforbrydelser og vold mod børn. Har den pågældende udtjent sin straf, bliver man ved visse forbrydelser pålagt en karenstid, hvorefter at man ved periodens udløb kan ansøge om dansk statsborgerskab.
• Man skal have haft ni års uafbrudt ophold i Danmark. Dog kan ægtefæller til danske statsborgere, børn og en række andre persongrupper undtages fra dette krav.
• Man må ikke have forfalden gæld til det offentlige. Ydermere, må man ikke inden for de seneste to år have modtaget offentlig forsørgelse, da der stilles krav om, at man er selvforsørgende. Man må dog gerne have modtaget SU, folkepension og en række øvrige former for offentlige ydelser, da disse ikke anses for forsørgende.
• Man skal have haft et arbejde eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste fire år.
• Man skal have bestået Dansk 3, hvis man indenfor de seneste ni år har modtaget offentlig forsørgelse i mere end seks måneder. Har man inden for de seneste ni år modtaget offentlig forsørgelse i mindre end seks måneder, stilles der i stedet krav om, at man har bestået Dansk 2. Endvidere, er det også et krav, at man har bestået Indfødsretsprøven, hvor man har besvaret mindst 36 ud af de i alt 45 spørgsmål korrekt.
• Man har deltage i en grundlovsceremoni i den kommune, hvor man bor. Dette skal man gøre, inden der er gået to år efter, at man har fået tildelt dansk statsborgerskab. Det danske statsborgerskab er først gyldigt, når man har deltaget i ceremonien.

Der er mulighed for, at man kan have statsborgerskab i to lande på samme tid – det vil sige et såkaldt dobbelt statsborgerskab. Dette kræver dog, at begge lande tillader dobbelt statsborgerskab, hvilket ikke er tilfældet i alle lande. I Danmark tillades dobbelt statsborgerskab.

Der findes en række forskellige tilfælde, hvor en person kan risikere at fortabe dansk statsborgerskab:

• Hvis man har manglende tilknytning til Danmark som følge af fødsel og opvækst i udlandet, fortabes det danske statsborgerskab. En person, der er født og opvokset i udlandet og aldrig har boet eller opholdt sig fast i Danmark, mister sit danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år, medmindre at dette medfører, at den pågældende bliver statsløs. Dette betyder, at man automatisk fortaber det danske statsborgerskab, når man fylder 22 år og har manglende tilknytning til Danmark.
• For det andet frakendes en person ved dom sit danske statsborgerskab, hvis vedkommende i forbindelse med erhvervelsen af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, herunder eksempelvis hvis man med vilje har givet urigtige oplysninger. Endvidere, kan man også frakendes statsborgerskabet ved overtrædelse af visse straffebestemmelser, herunder fx ved forbrydelser mod staten.
• Dernæst kan man fortabe sit statsborgerskab, hvis man har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser.
• Endelig, kan man fortabe sit statsborgerskab ved et såkaldt quasi-tab. Dette betegner den situation, hvor en person, der er registreret som en dansk statsborger og har fået udstedt et nationalt pas, på et senere tidspunkt får at vide, at myndighederne har opdaget, at vedkommende aldrig har haft det danske statsborgerskab, fordi betingelserne ikke har været opfyldt. I sådanne situationer er det dog muligt at søge om dansk statsborgerskab på lempede vilkår, da det typisk er myndighederne, der har begået fejlen.