Såfremt parterne ønsker en samlivsophævelse, og ejer en fælles bolig, skal der tages stilling til, hvad der skal ske med denne bolig. Skal den sælges, eller skal den ene af parterne have lov til at blive boende? Såfremt man ikke kan nå til enighed om den fælles bolig, kan det ende med, at den sættes på frivillig auktion gennem fogedretten, hvorved man risikerer et større økonomisk tab, idet ejendommen oftest vil blive solgt til en lavere pris end på det frie marked. Hvis man derimod beslutter at den ene af parterne skal have lov til at blive boende, kan man udarbejde en overdragelseserklæring. En overdragelseserklæring, også kaldet en overdragelsesaftale, er en slags købsaftale, som man bruger, når der sker overdragelse af en genstand, ydelse eller lignende. I tilfældet med en fælles bolig, vil det således være en aftale om køb/salg af den ene halvdel af boligen ved samlivsophævelse. En overdragelseserklæring skal derfor udarbejdes, når den ene af parterne i samlivet ønsker at overdrage sin halvdel af boligen til den anden part. Når man har udarbejdet denne aftale, herunder ved udfyldelse af en blanket, skal man sørge for, at tinglyse det nye skøder, som viser, at man er eneejer af boligen. Overdragelseserklæring er særlig fordelagtig at udarbejde i forbindelse med ophør af samlivet, idet man undgår uvenskab grundet uenighed om den fælles ejendom.

Ligesom der ikke er en lovgivning, som regulerer retsstillingen ved samlivsophævelse, er der heller ingen lov, der regulerer, hvad der skal ske med ugifte samlevende, såfremt den ene af parterne dør. Det vil sige, at hvis ikke man aftaler andet, så vil den anden ikke arve fra vedkommende, da man ikke automatisk er berettiget hertil i medfør af arvelovens regler. Dette gælder, uanset hvor længe man har levet sammen, om man har fælles børn, fælles økonomi eller lignede forhold. Hvis man i samlivet ønsker, at man skal arve efter hinanden, er det derfor en mulighed at udarbejde et samlevertestamente.
Særligt når ugifte samlevende i sameje ejer en fælles bolig, opstår vigtigheden af et samlevertestamente ved den enes død. Dette skyldtes, at hvis ikke der er udarbejdet et samlevertestamente, vil den afdødes arv tilfalde den første arverække, dvs. vedkommendes børn eller parternes fællesbørn, eller de øvrige arverækker. Det betyder, at den længstlevende ægtefælle ikke arver efter den førstafdøde, da man i medfør af arveloven prioriterer livsarvinger, dvs. fællesbørn eller førstafdødes børn. Dette kan have stor betydning for den længstlevende samlever, herunder især hvis børnene er mindreårige. Derfor sikrer man hinanden bedst muligt ved at udarbejde et samlevertestamente, der regulerer, hvordan arven efter parterne skal fordeles. Der skal ydermere gøres opmærksom på, at man ikke automatisk er begunstiget i den andens livsforsikring, pensionsordninger eller lignende. Derfor er det nødvendigt, at man indsætter sin samlever som begunstiget på disse, hvis man ønsker, at vedkommende skal modtage et beløb herfra.

Såfremt man som ugifte samlevende har boet sammen i mindst to år i en lejebolig, kan man i forbindelse med ophævelse af samlivet aftale, hvem der skal have lov til at blive boende i den fælles lejebolig. Kan man ikke blive enige om, hvem der har ret til at blive boende, kan byretten træffe afgørelse herom. Herunder kan byretten bestemme, at den af parterne, der har mest brug for at blive boende i lejeboligen, kan overtage denne. Dette gælder uanset, hvem af parterne, der står som ejer i lejekontrakten. Når man er kommet frem til en beslutning herom, skal det meddeles udlejeren. Førnævnte regler gælder kun i forhold, hvor man forinden samlivsophævelsen har boet sammen i mindst to år.