En køber må ikke bevidst befinde sig i uvidenhed omkring mangler og fejl ved ejendommen. Dog stilles der ikke de store krav til købers undersøgelse, og det kræves ikke, at køber besigtiger ejendommen inden købet. Det skyldtes, at købere ret sjældent har stor faglig viden om fast ejendom. Undersøgelsespligten defineres derfor ud fra, hvad en almindelig køber under de konkrete omstændigheder ville opdage. Der stilles større krav til undersøgelsespligten hos en professionel køber af fast ejendom end til købere uden nogen form for sagkundskab.

I praksis er det sælgers oplysningspligt, der vægter højest.  Derfor skal sælgeren altid gøre køber opmærksom på fejl eller mangler eller direkte opfordre køber til at undersøge bestemte forhold ved ejendommen. I de tilfælde hvor sælger har påpeget bestemte forhold over for køber, gælder der en skærpet undersøgelsespligt for køberen.