Deling af den fælles formue i forbindelse med skilsmisse
Denne artikel forklarer reglerne om formuedeling/bodeling, hvis ægtefællers skal skilles af en familieretsadvokat. Reglerne bruges, når et ægteskab ophører ved separation eller skilsmisse.
Formuefællesskab
Når to mennesker bliver gift, får de som udgangspunkt det, der kaldes formuefællesskab. Det betyder ikke, at alt automatisk bliver fælles eje under ægteskabet. Hver ægtefælle ejer fortsat sine egne ting og hæfter for sin egen gæld. Formuefællesskabet betyder derimod, at værdierne som udgangspunkt skal deles lige, hvis ægteskabet ophører. Det er altså først ved separation eller skilsmisse, at reglerne om deling får betydning.
Formuedeling handler om at finde ud af, hvad hver ægtefælle ejer og skylder, og derefter beregne, om den ene skal betale et beløb til den anden for at opnå en ligedeling. Det er ikke de konkrete ting, der nødvendigvis deles, men værdien af dem. Man kan godt beholde sin bolig, sin bil eller sin virksomhed, men man kan blive forpligtet til at betale den anden ægtefælle for halvdelen af værdien.
På hvilket tidspunkt er der formuedeling
Et helt centralt begreb i reglerne er ophørsdagen. Ophørsdagen er den dato, der afgør, hvilke aktiver og hvilken gæld der skal med i opgørelsen. Efter ægtefælleloven er ophørsdagen som udgangspunkt den dag, hvor der indgives ansøgning om separation eller skilsmisse. Det er altså ikke den dag, man flytter fra hinanden, eller den dag man beslutter sig for at gå fra hinanden, men den dag sagen formelt bliver indledt.
Ophørsdagen er vigtig, fordi den fungerer som en streg i sandet. Alt hvad man ejer og skylder på denne dag, skal som udgangspunkt med i bodelingen. Det, der sker bagefter, holdes normalt udenfor. Hvis en ægtefælle for eksempel får en højere løn, vinder i lotto eller optager ny gæld efter ophørsdagen, så påvirker det som regel ikke delingen. På samme måde indgår arv og gaver, som modtages efter ophørsdagen, normalt ikke i bodelingen.
Med hvilken værdi skal aktiverne/passiverne værdisættes til
Selvom ophørsdagen afgør, hvad der skal med, er det ikke altid værdien på denne dag, der bruges. Reglerne siger, at værdien som udgangspunkt fastsættes på det tidspunkt, hvor formuen faktisk bliver delt. Det kan være lang tid efter ophørsdagen. I den periode kan værdier ændre sig, og det har betydning for resultatet.
Det betyder for eksempel, at en bolig kan være mere eller mindre værd, når bodelingen gennemføres, end den var på ophørsdagen. Det samme gælder biler, aktier, opsparing og virksomheder. Disse ændringer regnes som udgangspunkt med, også selvom ægtefællerne ikke længere lever sammen. Det kan føles urimeligt, men loven har valgt denne løsning, fordi det ofte er svært og upraktisk at fastsætte præcise værdier tilbage i tiden.
Hvis en ægtefælle bevidst trækker bodelingen i langdrag for at opnå en fordel, kan der dog i særlige tilfælde ske en korrektion. Det kræver, at der kan bevises en illoyal adfærd, og det er ikke noget, der sker automatisk.
Skal gæld indgå i bodelingen
Gæld spiller også en stor rolle i formuedelingen. Hver ægtefælle hæfter for sin egen gæld, men gælden trækkes fra, når man opgør, hvad der skal deles. Det betyder, at man først ser på, hvad man ejer, og derefter trækker sin gæld fra. Det er den værdi, der er tilbage, som indgår i delingen.
Al gæld, som eksisterer på ophørsdagen, skal som udgangspunkt med i opgørelsen. Det gælder også gæld, som den anden ægtefælle ikke kendte til, og gæld, der er brugt til private formål. Hvis den ene ægtefælle har mere gæld end aktiver, kan resultatet blive, at denne ægtefælle ikke skal betale noget til den anden.
I særlige tilfælde kan gæld dog holdes helt eller delvist udenfor. Det kan for eksempel være, hvis en ægtefælle kort før separationen har optaget stor gæld uden rimelig grund og uden hensyn til den anden. Sådanne situationer vurderes konkret, og det kræver klare beviser.
Skal alle aktiver deles
Ikke alle aktiver skal deles. Nogle værdier holdes udenfor ligedelingen. Den mest almindelige undtagelse er særeje. Særeje er aktiver, som ikke skal deles ved separation eller skilsmisse. Særeje kan være aftalt i en ægtepagt, eller det kan være bestemt af en forælder eller anden gavegiver i forbindelse med arv eller gave.
Der findes forskellige former for særeje, men fælles for dem er, at de beskytter bestemte værdier mod deling. Det er vigtigt at kende typen af særeje, da det kan have stor betydning for, hvad der skal deles, og hvad der ikke skal.
Der findes også rettigheder, som er så personlige, at de ikke indgår i formuedelingen. Det kan for eksempel være visse pensioner eller erstatninger for personskade. Disse værdier er knyttet tæt til den enkelte ægtefælle og kan derfor ikke deles på samme måde som almindelige formuegoder.
Aftalefrihed ved bodeling
Ægtefæller kan også selv aftale, hvordan formuen skal deles. Det kan ske både før og efter separationen. Aftalerne skal være frivillige, rimelige og indgået på et oplyst grundlag. Hvis en aftale er meget skæv eller indgået under pres, kan den tilsidesættes.
Skal man bruge advokat i forbindelse med bodelingen
Samlet set handler reglerne i ægtefællelovens om at skabe en rimelig og overskuelig økonomisk afslutning på et ægteskab. Selvom reglerne er forholdsvis klare, kan de være svære at anvende i praksis. Selvom det ikke er et krav, kan det ofte være en god idé at søge rådgivning ved en advokat, så man får overblik over sin situation og undgår unødige konflikter.
Ønsker du advokatbistand til din bodeling, kan du kontakte familieretsadvokat Jesper Nikolajsen på 88 77 06 00 eller jesper@nikolajsen.nu