Mange advokater og i særdeleshed de børneadvokater, som beskæftiger sig med forældreansvarssager, har ofte haft opfattelsen af, at det i flere tilfælde har været vanskeligt at forudsige netop, hvor meget der har skullet til for at en sag kunne falde ud til enten den ene eller den anden forælders fordel i de situationer, hvor det har været påberåbt, at der skulle bestå ”konkrete holdepunkter for at antage at forældrene ikke vil kunne samarbejdet til barnets bedste.”

Det beror, som i mange tilfælde på en konkret og individuel vurdering.

Advokater, og børneadvokater i særdeleshed, har i den seneste retspraksis fået lidt udvidede retningslinjer at gå ud fra og i den betydning er en nylige afsagte dom fra Højesteret, som er interessant for advokater og andre med interesse i forældremyndighed.

Udgangspunktet

Udgangspunktet efter Forældreansvarsloven § 4 er, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Efter forældreansvarsloven § 3 fastlægger, at hvor forældrene har fælles forældremyndighed kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold, at forældrene er enige om disse beslutninger.

Højesterets dom af 2. juni 2026

Højesteret har i nyligt afsagt dom bestemt, at forældremyndigheden ikke skulle ophæves på trods af de tidligere instanser havde bestemt, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves.

Sagen angik, om den fælles forældremyndighed over B skulle ophæves, således at forældremyndigheden blev tillagt M alene. Hovedspørgsmålet var, om der var holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kunne samarbejde om B’s forhold til hans bedste, og hvad der ville være bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

M og F var samlevende, da hun blev gravid med fællesbarnet B i 2022. I januar 2023 blev samlivet ophævet. B blev født i august 2023, og M og F fik fælles forældremyndighed. F var straffet for bl.a. narkotikakriminalitet og simpel vold og afsonede ubetinget fængselsstraf på i alt 5 år og 3 måneder.

Højesteret bemærkede, at der ikke var oplysninger i sagen om, at F havde modarbejdet beslutninger vedrørende B eller havde undladt at reagere på henvendelser vedrørende B’s forhold. 

Der var således ikke påvist aktuelle samarbejdsproblemer, og Højesteret fastslog, at der heller ikke i øvrigt var oplysninger i sagen, som gav holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremover ville kunne samarbejde om B’s forhold.

Højesteret lagde i den forbindelse til grund, at hovedårsagen til, at forældrene for tiden ikke kommunikerede om B’s forhold, var M’s afstandtagen fra F’s kriminalitet, samt at F i praksis havde overladt beslutninger om B’s forhold til M, mens han afsonede. Højesteret udtalte endvidere, at den kriminalitet, som F havde begået, ikke i sig selv gjorde ham uegnet til at deltage i beslutninger om B’s liv, og der var ikke grundlag for at fastslå, at han ved sin adfærd havde vist, at han ikke havde til hensigt at deltage i B’s liv. 

Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed, således at forældremyndigheden blev tillagt M alene, var derfor ikke opfyldt.

Landsretten var nået til et andet resultat. 

Baggrund

M havde anlagt sagen med påstand om ophævelse af fælles forældremyndighed. M og F havde før barnet kom til verden boet sammen i et halvt års tid og efter samlivsophævelsen havde der været sparsom kontakt mellem forældrene,  primært på grund af at F var fængslet i en stor del af tiden, dels på grund af varetægtsfængsling og afsoning med fodlænke som følge af dom for handel med narkotika.

M gav udtryk for at M gerne ville medvirke til at etablere en kontakt med mellem Fo go B på sigt, når F bliver løsladt.

M gav udtryk for, at M anså det for kompliceret at have samarbejde med F fremover, da hun var overbevist om, at F vil bruge psykisk vold mod M. F skal efter M’s udsagn ikke kunne hente B, hvis F havde lyst til det uden at M kunne have mulighed for at sige nej til dette.

Anmeldelse af fysisk eller psykisk vold er typisk en betingelse for at kunne bruge dette argument

M havde ikke hverken før eller efter samlivet anmeldt F for fysisk eller psykisk vold, og det spiller også ind i sager om bedømmelse hvorvidt M’s frygt for at F ved manipulation eller psykisk vold fortsat ville være i stand til at påtvinge M beslutninger, som M ikke fandt til B bedste.

F var aldrig blevet dømt for vold mod familie eller personer i den nære omgangskreds.

Sådanne straffelovsovertrædelser, der nævnte i Forældreansvarslovens § a er ikke nødvendigvis afgørende for, at der skal ske ophævelse af den fælles forældremyndighed, men indgår i fortolkningen af, hvorvidt sådanne overtrædelser indgår ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, men kun hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvidt den pågældende er egnet til at dat drage omsorg for et barn. Det drejer sig navnlig om tilfælde ved handlinger, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker.

Omfanget af samvær behøver ikke at være afgørende for sager om forældremyndighed.

F oplyste i retten, at han har set B 13 gange i et ikke nærmere systematiseret omfang, altså var der ingen fast aftale om regelmæssigt samvær.

Dette var ikke til hinder for, at der ikke skulle være fælles forældremyndighed, idet F på ingen måde havde nægtet at give samtykke til beslutninger af væsentlig betydning for barnet. For M havde det altså været helt uproblematisk at bede om og opnå samtykke til de beslutninger, hvortil der kræves samtykke. F havde givet M tidsbegrænset fuldmagt til at træffe de beslutninger, hvortil der kræves samtykke, idet han har tillid til, at M træffer de beslutninger, som er til barnets bedste

Meget lidt forældresamarbejde er ikke nødvendigt for at træffe afgørelse om overførsel af fuld forældremyndighed til den ene forælder

Ifølge udtalelse fra dagplejen fremgik det, at M stod for stort set alt for B. Der var ingen kontakt til F.

I forarbejderne til Forældreansvarsloven s § 11 fremgår at der ses på ønsket om bevarelsen af muligheden efor at dømme forældrene til at have fælles forældremyndighed. Det er ikke nødvendigt at vælge mellem to egnede forældre til at have del i forældremyndigheden, men at begge forældre kan bevare identiteten som forældre gennem den fælles forældremyndighed.

Dommen er vigtig fordi den belyser, at formålet med den ordning, der er i Danmark er, at afgørelser skal træffes ud fra, hvad der såvel i nuet som i fremtiden er vigtigt og dermed bedst for barnet, herunder at bevare relationen til den anden forælder, som barnet ikke har bopæl hos.

Advokater er taknemmelige for at Højesteret med denne dom har været lidt mere tilgivende i forhold til, hvad der i flere sager er en udfordring, nemlig, at der i mange tilfælde forsøges at udøve forældrefremmedgørelse på en baggrund, der ikke er i overensstemmelse med, hvad der er fra Folketingets side har været topprioritet i forhold til at ligestille forældrene i forældreansvarsspørgsmålet.

Advokat til forældremyndig

Har du brug for en advokat til en sag om forældremyndighed, kan det være en god ide at rådføre sig med en børneadvokat.

Henvendelser vedrørende ovenstående eller en anmodning om bistand til en sag om forældremyndighed, kan rettes til advokat Stig Jørgensen, stig@nikolajsen.nu eller telefon 88 77 06 15.